OM FRIHED, FLEKSIBILITET OG HVERDAGSLYKKE

Posted i: LIFESTYLE

Det har været - og er fortsat - et langt træk og en stor udfordring at starte min virksomhed op. Der har været tider, hvor jeg har været lige ved at give op, og hvor jeg har været så frustreret over manglende udvikling, at det har påvirket mit humør mere end jeg bryder mig om. Derfor tror jeg også at lettelsen og glæden er endnu federe nu, hvor tingene begynder at flaske sig. På tords af corona har 2020 helt klart været mit år. Når jeg ser tilbage på de første seks måneder af det nye årti, har der været en kæmpe udvikling i min virksomhed, som giver mig en fornyet ro og glæde.

Da jeg i sin tid startede min virksomhed, var drømmen at skabe et fleksibelt arbejdsliv. Jeg har aldrig været begejstret for faste mødetider og stingente arbejdsgange. I stedet finder jeg en kæmpe motivation i selv at kunne bestemme over min tid, min måde at arbejde på og muligheden for at skabe kreative og skræddersyede løsninger. Jeg har intet imod at knokle og det er ikke antallet af arbejdstimer det kommer ned til. Tit ender jeg faktisk med helt at glemme tiden, når jeg bliver helt opslugt af en arbejdsopgave, og jeg arbejder samlet set mere, end jeg ville gøre med et normalt otte til fire job, men muligheden for helt fleksibelt at kunne tilrettelægge min arbejdsdag er lykken for mig.

For et par uger siden kunne jeg virkelig nyde godt af mit arbejde. Andreas og jeg pakkede nemlig bilen og flyttede i sommerhus. Det var den vildeste sommer-uge, og at have muligheden for at kunne flytte kontoret på landet, og arbejde om aftenen, så jeg i stedet kunne nyde livet på stranden om dagen, var fuldstændig lykken for mig. Det synes jeg bare lige, at jeg ville dele med jer. Særligt fordi jeg for det meste har delt mine frustrationer, når tingene ikke er gået lige så godt eller lige så hurtigt som jeg håbede på. Nu er status altså positiv, og det havde jeg så også lige lyst til at dele.

// Josephine

Follow my journey:
Facebook here
Bloglovin here
Instagram here
Youtube here
Snapchat: Jhelbrandt

Synes godt om

Kommentarer

IP: 82.99.3.229